G-MZ2QPML2MR
Mange vil vide, at vejret er vidunderligt på Malta, men vidste du også, at Middelhavsøen byder på mesterværker af barokmaleren Caravaggio, forrygende træsnit af Albrecht Dürer og nu også en international biennale for samtidskunst i samspil med Maltas rige historie?














I januar, 2025, var jeg på researchrejse til magiske Malta – og det var ganske enkelt fantastisk at komme væk fra vinteren! Pludselig var verden i farver igen, samtidig med at jeg kunne suge til mig af Maltas seriøst spændende historie og, ikke mindst, opleve helt unikke kunstværker!
Jeg glæder mig derfor gevaldigt til at tage dig med til Malta i fem forrygende dage fra 16. til 20. marts, 2026, hvor vi ikke bare skal nyde klimaet og kulturen, men også Maltas kun anden Biennale for samtidskunst.
I spidsen for Malta Biennalen 2026 står ingen ringere end Rosa Martinez, som var leder af verdens vigtigste kunstbegivenhed, Venedig Biennalen, i 2005. Det er således en kvinde med stor erfaring, der styrer Malta Biennalen, hvor samtidskunst går i dialog med historiske bygninger som The Grandmaster’s Palace, Fort St. Angelo og The Inquisitor’s Palace.
Hvilket igen betyder, at vi får indblik i øens historie, samtidig med at vi oplever samtidskunst – helt perfekt!


















Vores base bliver Maltas hovedstad, Valletta, der bugter sig over en landtange, som skyder sig ud i Middelhavet. Hele byen er bygget i den smukkeste sandsten og fremstår i dag stort set som da den blev grundlagt i 1566 af riddere fra Malterserordenen, og har en af de tætteste forekomster af Unecso-monumenter i verden.
Et af dem er Saint John’s Co-Cathedral, hvor vi skal stå ansigt til ansigt med hele to malerier udført af Caravaggio, mens han var på flugt fra en dødsdom for mord i Rom.
Læg dertil besøg i både den magiske middelalderby Mdina, hvor både stemningen og Dürers træsnit gjorde et stort indtryk på mig, og Vallettas søsterbyer på den anden side af bugten, og der begynder at tegne sig et billede af en helt unik kunstrejse!
Vi bor på et dejligt, centralt og 4-stjernet hotel og spiser, takket være min med-guide (og søster) Dittes grundige benarbejde, på seriøst lækre restauranter hele vejen igennem.





Alt dette er med i prisen på 21.900 kroner i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse: 3.000):
Fly København-Malta t/r, transport mellem lufthavn og hotel t/r, 4 overnatninger på 4 stjernet og super centralt hotel, morgenmad på hotellet, velkomstmiddag med vand, vin og kaffe, 3 frokoster med vand, vin og kaffe, afskedsmiddag med vand, vin og kaffe, lokal transport med bus/tog, samtlige museumsentréer, samt alle drikkepenge til chauffører, restauranter og lignende og desuden alle turistskatter. Og så, selvfølgelig, Trine Ross som rejseleder og min søster Ditte, som medguide. Prisen inkluderer iøvrigt, at der bliver plantet træer som modvægt til CO2-forbruget.
Hvad du selv skal betale:
Evt. mad på udrejsen, 2 x aftensmad på egen hånd, forplejning på hjemrejsedagen, samt hvad du måtte få lyst til at købe til dig selv eller andre undervejs!
Husk endelig også at have gyldigt pas og rejseforsikring – inklusiv afbestillingsforsikring!
Bemærk, at der endnu kan forekomme mindre ændringer i programmet.